Studentermedhjælper søges til socialrådgivergruppe
21-06-2013
Studentermedhjælper søges til Københavns Fængslers socialrådgivergruppe - 18,5 timer ugentligt.
Vil du arbejde med socialfagligt arbejde på en spændende arbejdsplads, så har vi måske stillingen til dig.
Der er tale om en 1-årig tidsbegrænset stilling.
Om Kompetanceudviklingsafdelingen (KUA)
KUA omfatter såvel socialrådgivere, skole, arbejdsværksteder og arbejdspladser som behandlingstilbud og programvirksomhed på Københavns fængsler.
For at opfylde Kriminalforsorgens overordnede princip om at støtte og motivere indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelse, er KUA’s vision bl.a. at vejlede og udvikle indsatte, således at den enkeltes personlige, sociale og faglige kompetencer kommer i spil.
KUA har igennem det seneste år gennemført en organisatorisk og opgavemæssig omlægning, hvor der er arbejdet hen imod en mere helhedsorienteret, tværfaglig indsats, som skal medvirke til at understøtte den indsattes ønske om forandring.
Socialrådgivergruppen er delt i hhv. et visitaitonsteam som har kontakt med alle indsatte senest på 4 dagen og som udarbejder den første handleplan og et fløjteam som har den efterfølgende kontakt til indsatte, samt indgår i det tværfaglige fløjteam.
Om jobbet
Du vil primært skulle supportere visitationsteamet og deres indsats. Det er bl.a. i forhold til at sikre at alle indsatte har et kontaktnavn som de kan henvende sig til ved en løsladelse samt være behjælpelig med ansøgning om husleje under frihedsberøvelsen, ansøge om økonomisk henstand og andet. Arbejdet er derfor primært administrativt med en begrænset kontakt til indsatte. Der vil derimod være en høj grad af samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.
Du vil indgå i et team på 12 socialrådgivere, 2 administrative medarbejdere samt en leder.
Arbejdet vil være i dagtimerne, men kan tilpasses studiet.
Hvem er du?
Du har afsluttet og bestået din praktikperiode på socialrådgiveruddannelse.
Som person er du udadvendt, åben og tillidsvækkende. Du har evnen til at samarbejde og du er psykisk robust. Endvidere er du typen, der har overblik og kan arbejde selvstændigt.
Din nye arbejdsplads
Grundlaget for vores arbejde er ”Bedre videre” for indsatte og vores medarbejdere/organisation. Vi har fokus på ”Opgaven i Centrum” – den professionelle indsats og det samlede arbejdsmiljø.
Du vil få kollegaer, der lægger vægt på faglighed, engagement og en humoristisk, uhøjtidelig og åben omgangstone.
Som ansat kan du også gøre brug af vores sundhedsordning med fri adgang til fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik, idrætsforening, personale-forening med mere.
Er du interesseret?
Ansøgningsfrist: 21. juni 2013
Ansættelsessamtaler påregnes afholdt i uge 26
Tiltrædelse:
D. 1. juli 2013 eller snarest muligt.
Løn efter gældende overenskomst.
Arbejdstid 18,5 timer ugentligt.
For flere informationer om jobbet, kontakt socialfagligleder Susanne Kollerup, tlf. 7255 5245.
Ansøgningen samt CV og andre relevante papirer sendes elektronisk via linket ”Søg online her!”
Ved at søge elektronisk sikrer du, at ansøgningen modtages korrekt og dermed, at du kommer i betragtning til den ledige stilling.
Alle kandidater, som indkaldes til samtale, vil skulle give samtykke til at blive tjekket i det Centrale Kriminalregister.
Vi opfordrer alle interesserede – uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold – til at søge stillingen.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om Københavns Fængsler
Københavns Fængsler er Kriminalforsorgens største arresthus med plads til ca. 550 indsatte. Københavns Fængsler består af Vestre Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel, Politigårdens Fængsel og Nytorvs Fængsel.
Vi er ca. 700 ansatte med mange forskellige faglige baggrunde, fx fængselsbetjente, socialrådgivere, sygeplejersker, læger, lærere, gejstligt personale, håndværkere, servicemedarbejdere, HK´ere, akademisk administrativt personale osv.
Du kan læse mere om Københavns Fængsler på www.kfinfo.dk